DFHOs årsberetning 2021 - Danskerne skal tilbage i de sunde motionsvaner

2021 blev desværre ikke året, hvor vi kunne se os fri af Corona. Det betød fortsatte restriktioner med nedlukning i mere end 5 måneder, hygiejneregler og indførelsen af Coronapas-kontrol. Tiltag som også har haft konsekvenser for fitnessbranchen, hvor særligt omkostningerne til administration og kontrol af Coronapas var en tung økonomisk byrde for mange at bære, men det lysnede til sidst.

Fitnessbranchen blev top-of-mind
Selvom endnu et år blev præget af Corona, så kan vi glæde os over, at fitnessbranchen sammen med den øvrige idræt rent faktisk blev prioriteret meget højt politisk i genåbningen og derfor også som nogle af de eneste kunne holde dørene åbne for de mere en 600.000 fitnessbrugere i den 3. coronabølge i slutningen af 2021. Mens hele kulturlivet, skoler, uddannelsesinstitutioner mv. måtte lukke ned, så blev danskernes sundhed og mulighed for at træne prioriteret.

Det skyldes i høj grad DFHO’s arbejde med at få sat fitnessbranchen på den offentlige og politiske dagsorden og på et fagligt grundlag kvalificere debatten om sundhed, smittespredning og konsekvenserne for branchen.

Vi problematiserede den offentlige og politiske forståelse af, at sundhed alene handler om Corona. Og vi viste med egne undersøgelser, hvilken betydning nedlukningen af danskernes vante fitnesscenter havde for deres fysisk, mentale og sociale trivsel. Samtidig kvalificerede vi debatten om smittespredningen, så myten om, at der er en særlig risiko forbundet med træning, blev udfordret. Og ikke mindst påpegede vi de konsekvenser, det havde for branchen, både når det handlede om nedlukninger, og når det handlede om kontrol af Coronapas.

På den måde lykkedes det at få kvalificeret de politiske beslutningsprocesser om genåbning og behovet for restriktioner, så beslutningerne ikke beroede på antagelser, men på fakta. Det betød, at fitnessbranchen blev top of mind på den politiske dagsorden, og derfor både kunne åbne igen som nogle af de første, og ikke mindst forblive åbne på trods af stigende samfundssmitte.

Flere skal med i idrætsfællesskabet
Ovenpå to år med Corona skal vi nu se fremad. Vi skal have danskerne tilbage i de sunde motionsvaner, og vi skal have endnu flere med i idrætsfællesskabet.

Derfor vil vi i DFHO også arbejde for, at støttestrukturen af idrætten ændres, så det i højere grad bliver muligt at samarbejde på tværs af foreningsidrætten og den private idræt og dermed nå en bredere del af befolkningen. Og vi arbejder på at få indført et motionsfradrag, så pengepungen ikke bliver en barriere for, om man har mulighed for at være med i idrætsfællesskaberne.

Jeg glæder mig som formand over at repræsentere en branche, som for en stor og voksende del af befolkningen – fra ung til gammel – udgør den primære kilde til motion. Og jeg er stolt over den rolle fitnessbranchen spiller for danskernes trivsel og sundhed.

Med venlig hilsen
Jens Kramer Mikkelsen

Du kan læse hele DFHOs årsberetning i linket til højre.