Vækst i fitnessbranchen smitter af på samfundet

Før sommer viste en analyse om fitnessbranchen, at antallet af private fitnesscentre i Danmark er oppe på 803. Det er ny rekord og en fremgang på hele 140 centre på bare to år.

Den kraftige vækst er dels en markering af, at fitness er blevet Danmarks mest udbredte motionsform, og dels et vidnesbyrd om, at de private fitnesscentre er en vigtig bidragsyder til folkesundheden.

En sundere og mere aktiv befolkning er dog ikke fitnessbranchens eneste samfundsbidrag, for som analysen også viser, så har væksten været med til at skabe flere arbejdspladser. I 2017 beskæftigede fitnessbranchen således hvad der svarer til 1.729 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere. Det er flere end nogensinde før og en stigning på hele 60 procent på knap ti år, hvilket glæder DFHOs branchedirektør Morten Brustad:

”Den private fitnessbranche har en stor anpart i, at flere danskere bliver motiveret og inspireret til at dyrke fitness. Det er en stor cadeau, at den stigende interesse også bliver omsat til nye arbejdspladser. Danskerne har for alvor taget fitness til sig, og det er klart min opfattelse, at interessen for et job i fitnessbranchen er stor. Så der er mange mennesker, der har glæde af, at fitnessbranchen klarer sig godt og skaber vækst”, siger Morten Brustad.

Analysen peger derudover på, at jobskabelsen ikke kun finder sted i fitnessbranchen. For som følge af fitnessbranchens køb af varer og tjenester hos underleverandører, blev der i 2017 skabt 668 fuldtidsjobs i andre brancher som rengøring og vidensservice, der omfatter eksempelvis advokater og revisorer.

”Som branche er vi meget engageret i det omkringliggende samfund og optaget af, at det også går godt i andre brancher. For vi er ydmygt bevidste om, at det også smitter positivt af på os, når det generelt går godt. Derfor er vi galde for, at vi kan give igen og skabe vækst og job i andre brancher,” siger Morten Brustad.