Udlodningsloven - debat

Oven på to år med Corona og nedlukninger af danskernes træningsfaciliteter er det helt afgørende, at vi sætter gang i tiltag, som både kan få de tidligere idrætsaktive tilbage i de gode motionsvaner, men som også kan nå nye og flere grupper, som i dag ikke er en del af idrætsfællesskabet.

Men hvis flere skal dyrke idræt, så bør statens fordeling af udlodningsmidlerne fra Danske Spil A/S mv. gentænkes. I dag bygger støttestrukturen af idrætten, den såkaldte udlodningsmodel, i høj grad på historik, og afspejler derfor heller ikke den mangfoldighed af idrætsmuligheder, vi ser i dag. På idrætsområdet er det dog alene den foreningsdrevne idræt, som kan modtage udlodningsmidler, ligesom der ikke føres løbende kontrol med, om pengene rent faktisk medvirker til at opfylde de idrætspolitiske mål om, at flere – ikke mindst udsatte grupper – bliver en del af idrætsfællesskabet.

Foreningsidrætten er helt afgørende for udbredelsen og udviklingen af idrætten herhjemme – ingen tvivl om det. Men hvis vi ser på danskernes aktivitetsvalg, vælger flere og flere på tværs af alder, geografi og sociale forhold at dyrke deres motion i privat regi såsom fitnesscentre, danseskoler, rideskoler, balletskoler, yogastudier, golfbaner eller padelbaner.

Skal vi give alle grupper i samfundet mulighed for at dyrke idræt, er det vigtigt, at der gøres en særlig indsats i forhold til børn, unge og voksne, der ikke er en del af foreningsidrætten, samt handicappede eller udsatte grupper.

Denne indsats kan de private idrætsaktører i meget høj grad være med til at løfte. Derfor er der brug for en politisk anerkendelse af, at indsatsen i visse tilfælde kan være støtteværdig i forhold til udlodningsmidlerne.

Mange private idrætsaktører har i kraft af deres position som en stadig større og vigtigere hjørnesten i det danske idrætslandskab og store betydning for idrætsaktiviteten i Danmark påtaget sig et samfundsansvar af almennyttig karakter.

Ikke for at tjene penge, men for at bidrage.

Hvis målet med udlodningsmidlerne også er at styrke idrætsdeltagelsen for inaktive og udsatte grupper og bakke op om almennyttige initiativer af høj værdi, der ikke udspringer af foreningslivet, så bør principperne for udlodning gentænkes.

Netop nu har vi muligheden for at sætte idrætsstøtten under lup, når Kulturministeriet i de kommende måneder, efter planen, skal evaluere udlodningsloven.

I DFHO har vi derfor sammen med de øvrige private idrætsaktører fire anbefalinger til, hvad Kulturministeriet bør have fokus på, når de om lidt skal evaluere støttestrukturen:

• Hvorvidt støtten til idrætsformål har indfriet målene om at styrke idrætten – herunder øget idrætsdeltagelsen – samt givet særligt ressourcesvage grupper mulighed for en aktiv hverdag.

• Mulighederne for at indarbejde en evalueringsmekanisme i den automatiske støttetildeling, som styrker gennemsigtigheden af støttens anvendelse og værdiskabelse.
• Hvorvidt udlodningsmodellen har fordret nye, innovative samarbejder på tværs af idrætten – og i hvilken form, der eventuelt har været almennyttige samarbejder mellem den private idræt og foreningsidrætten for at nå nye målgrupper.
• I hvor høj grad udlodningsmodellen i dag muliggør offentlig-private samarbejder på tværs af idrætten, som kan sætte gang i nye almennyttige tiltag.

Vi i DFHO og den private idræt er klar til at løfte et større samfundsansvar, og byder det derfor velkomment, hvis Kulturministeriet ryster posen med lottomillionerne.