Restriktionerne er forlænget til marts.

Regeringen meddelte i går, at man forlængede gældende restriktioner frem til den 28. februar. Et svagt håb om en begyndende genåbning af det danske samfund brast. Dog har regeringen meldt positivt ud om tiltag for at forbedre virksomhedernes likviditet.

Forlængelse af nedlukningen i en måned mere er en tung mavepuster for store dele af det danske samfund, danske virksomheder, danskernes sundhed, livskvalitet og individuelle frihed og ikke mindst hele den danske idrætssektor.

DFHO har anerkendt behovet for at nedbringe samfundsaktiviteten med det høje smittetryk, som vi har set. Omvendt er motion ikke mindst vigtigt i lyset af COVID-19, hvor vi er mere isoleret og bevæger os mindre, Fitnesscentrene og den øvrige idræt bør hurtigst og sundhedsmæssigt forsvarligt muligt genåbne.

DFHO og branchedirektør Morten Brustad undrer sig over udmeldingen om en så markant forlængelse af nedlukningen.

Når man ser på de tilgængelige smittetal, så kan det være svært at forstå, at man ikke er mere åben for, at der kan genåbnes, før vi når marts måned. Der ville være logik og transparens i, at genåbningen, sker trinvis i samme rækkefølge som nedlukningen i december - altså en nedskalering i forhold til varslingssystemet hvor restriktionerne lempes til næste niveau i varslingssystemets eskalationstrappe”siger Morten Brustad og fortsætter: 

”For mit øje ser det ud som om, at der er meget, der har stabiliseret sig. Siden jul - hvor alt tilsyneladende toppede - er smittetallene reduceret markant, nyindlæggelserne er mere end halveret, og nu viser det sig måske, at vi ikke behøver at frygte den britiske variant så meget, som først antaget. Det må søges afklaret straks, og hvis det kan bekræftes i den nærmeste fremtid, så er vi vel ved at være et sted mellem niveau 3 og 4 i Sundhedsministeriet COVOD19-varslingssystem, hvor nedlukning ikke længere er den nødvendige restriktion?”

DFHO er derimod positive overfor regeringens udmelding om snarlig hjælp til likviditetsproblemer, som mange virksomheder uden omsætning har og derfor heller ikke penge til at betale skatter, moms og afgifter.

Regeringens bebudede udspil adresserer en af de store udfordringer for mange danske virksomheder i øjeblikket: Likviditet. Udspillet indeholder bl.a. udskydelse af a-skatter, AM-bidrag og moms og den udskydelse fortjener ros.