Nye restriktioner indført for at nedbringe høj smitte

Nedlukning af store dele af kulturlivet og yderligere begrænsninger for ”natteliv” og nye restriktioner for en række områder - herunder idrætsområdet - er iværksat for at hindre den meget store smittespredning, som man ser i samfundet i øjeblikket.

Lukning af lokaler og lokaliteter

Der indføres krav om, at spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse, folkehøjskoler, zoologiske anlæg, akvarier, folkeoplysende aktiviteter (aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet) og idrætsarrangementer med betalende tilskuere, skal holdes lukkede for offentligheden. Kravet om lukning omfatter både indendørs og udendørs faciliteter.

Krav om mundbind eller visir

Der indføres krav om brug af mundbind eller visir i lokaler, som ikke er omfattet af krav om lukning. Det omfatter bl.a. biblioteker, arkiver, musik- og kulturskoler, andre kunstskoler og grundkurser på kunstområdet samt lokaler, hvor der udøves idræts- og foreningsaktiviteter, herunder svømmehaller, idrætshaller, træningscentre og foreningslokaler. Der indføres endvidere krav om brug af mundbind eller visir på de videregående kunstneriske uddannelser.

På fitnessområdet

Det betyder, at der fra i dag kl. 08.00 vil gælde krav om mundbind eller visir  for personer, der træder ind i et fitnesscenter - på samme måde som i eksempelvis detailhandlen.

Der vil dog gælde en undtagelse for idrætsudøvere under udøvelse af den pågældende idrætsaktivitet.

På tilsvarende måde skal medarbejdere og andre personer, der er tilknyttet det pågældende lokale og har kontakt til besøgende mv. Kravet omfatter dog ikke medarbejdere mv., der opholder sig i et aflukket rum eller bag en afskærmning, hvortil alene medarbejdere m.v. har adgang.

Desuden vil fx fitnessinstruktører være undtaget fra krav om brug af mundbind eller visir under udøvelse af idrætsaktiviteter.

Videreførelse af regler om krav om coronapas

Samtidig videreføres de allerede gældende restriktioner, herunder fx krav om coronapas for besøgende i svømmehaller samt studerende, besøgende samt andre personer med tilknytning til uddannelsesinstitutionen på de videregåede kunstneriske uddannelser.