Ny uddannelse som Fitness Manager er en realitet

Som et resultat af et godt samarbejde mellem Undervisningsministeriet, DFHO, Erhvervsskoler, HK Privat og Dansk Erhverv er det nu muligt at tage en erhvervsuddannelse til Fitness Manager.

Mulighed for bedre at kunne uddanne kommende ledere i fitnessbranchen har været efterspurgt længe og interessen for den ny uddannelse er tilsyneladende allerede stor fra både fitnesscentre og elever.

- I DFHO arbejder vi for at udvikle markedet for fitnesscentre, og det sker blandt andet ved, at vi arbejder for at højne niveauet af kompetencer og standarder i branchen. Derfor er det meget glædeligt, at vi gennem godt samarbejde med en en række aktøere er lykkedes med, at etablere et helt nyt lederforløb, som en ny dimension til den eksisterende Fitnessuddannelse", siger Morten Brustad branchedirektør for Dansk Fitness & Helse Organisation. 

- Vi har fokus på at tiltrække og styrke gode medarbejdere, som brænder for den sundhedsfaglige dagsorden og Fitness Manager uddannelsen er det helt rigtige skridt på vejen til at understøtte trivslen og den gode oplevelse for både medarbejdere og kunder i fitnesscenteret.

Alle fitnesscentre, der er godkendt til at oplære elever indenfor trin 1 Fysisk træning er nu også godkendt til at oplære elever på trin 2 Fitness Manager.

For at starte på trin 2 skal eleven have bestået trin 1.

Virksomheder, der indgår uddannelsesaftaler på uddannelsen efter 1. maj til og med 31. december 2020, vil være berettiget til at modtage løntilskud på 90 pct. af elevlønnen under praktikophold samt forhøjet lønrefusionssats under skoleophold med 20 pct. i resten af 2020 jf. trepartsaftalen om AUB.

Adgangskravet til uddannelsen er, som hidtil, at eleven har gennemført et grundforløb på en erhvervsskole med følgende grundfag: Afsætning D, Virksomhedsøkonomi E, Psykologi E, Kompetencer svarende til førstehjælp, mellem niveau, efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner.