Fitnessbranchen bør tænkes ind i kommunernes opgaveløsning

En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at kommunerne ifølge ni ud af ti kommunalpolitikere kan drives mere effektivt. I samme undersøgelse peger mere end halvdelen af kommunalpolitikerne på, at private aktører i højere grad bør inddrages i opgaveløsningen med henblik på at effektivisere.

Hos fitnessbranchen finder man disse tal interessante, og branchedirektør for DFHO, Morten Brustad, håber på, at den kommunalpolitiske vilje til at tænke i private løsninger bliver omsat til handling:

”Jeg glæder mig over, at der i kommunerne er udbredt forståelse for, at inddragelse af private virksomheder kan være med til at skabe mere service for pengene. Jeg håber, at man ude i kommunerne holder fast i den tankegang, når man går i gang med at planlægge, hvordan opgaverne konkret skal løses.”

På ældre- og sundhedsområdet peger mere end 40 procent af kommunalpolitikerne på, at opgaverne i høj eller nogen grad kan blive løst bedre/billigere, hvis private aktører blandt andet bliver inddraget. Ifølge Morten Brustad viser det, at fitnessbranchen kan være med til at udløse effektiviseringspotentialet, og han opfordrer kommunerne til at tænke på fitnessbranchen som en samarbejdspartner:

”Rundt omkring i landet finder vi gode eksempler på offentlige-private samarbejder mellem kommuner og private fitnesscentre. Det håber jeg, vi vil se mere af, for som branche har vi meget at byde ind med. Fx råder vi over faciliteter, der kan bidrage til hurtig og effektiv genoptræning, og aktivering af borgere med et behov. Derfor vil det være oplagt at tænke fitnessbranchen som en medspiller på ældre- og sundhedsområdet, hvor kommunalpolitikerne selv ser et potentiale for bedre og billigere opgaveløsning.”