Fit in?

DFHO har udviklet et undervisningsforløb om kropsidealer og fitness til idrætsfaget i folkeskolen

Fitnessbølgen har ramt danskerne. Både ældre, forældre, unge og teenagere har fundet vej til træningscentret. Nogle løfter vægte. Andre får pulsen op. Nogle danser på hold. Og andre bokser løs. 

Men med bølgen følger også forventninger til ”den perfekte krop”. Fitness bliver som sportsgren ofte forbundet med bestemte kropsidealer, som langt de fleste ikke kan leve op til. Kropsidealer, der skaber et pres om at opnå en bestemt krop, der ser ud på én bestemt måde.

Det vil vi gerne gøre op med!

Derfor har vi udviklet Fit in?, som er et undervisningsforløb, der skaber et rum til at diskutere kropsidealer og det pres, mange unge kan opleve, for at leve op til dem og passe ind. Men undervisningsforløbet stiller også konkrete redskaber og øvelser til rådighed, så unge kan lærer, hvordan man træner for at få en sund krop.

Målet med Fit in? er, at alle opnår viden, redskaber og erfaringer til at passe på kroppen både fysisk og psykisk. Gennem fitnessøvelser og diskussionsopgaver skal man arbejde sig hen imod et sundere forhold til kroppen og den træning, som netop vores krop har behov for. Ingen kroppe er ens, så måske handler det ikke om at passe ind?

Med Fit in? håber vi, at vi sammen kan skabe plads til alle kroppe.

​Undervisningsforløbet Fit in? henvender sig til elever i 7. - 9. klasse og er tilpasset færdigheds- og vidensmål for disse klassetrin. ​

I temaernes læringsmål relateres der til kompetenceområderne "Krop, træning og trivsel", samt til "Idrætskultur og relationer" inden for folkeskolens idrætsfag.

God fornøjelse.