Bevægelse handler om respekt for vores børn
Det er mangel på respekt, at kun 58% af landets folkeskoler tilbyder eleverne at bevæge sig i mindst 45 minutter om dagen. Her fem år efter, at folkeskolereformen blev indført, viser undersøgelser, at nogle undervisere og studerende på læreruddannelsen simpelthen ikke prioriterer det. Så lad os nu droppe snakken om kommissioner, rammer og kompetencer – og bare komme i gang.
Bevægelse i folkeskolen var en hjørnesten i folkeskolereformen. Det er godt! For vi ved, at bevægelse styrker børnenes læring. Problemet er, at langt fra alle kommer i gang. Kun seks ud af ti af landets folkeskoler svarer, at børnene får bevæget sig i 45 minutter i løbet af dagen.
Idrætsorganisationerne DGI, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Skoleidræt gjorde klart, at vi selvfølgelig ikke kan være det bekendt. Det blev jeg glad for. Men deres løsningsforslag er desværre knap så klart i mælet. Man foreslår, at den igangværende kommission på læreruddannelsen ”kigger på, hvordan vi kan styrke uddannelsen”. Det er nemlig kun 21% af lærer-dimittenderne, der føler, at de har kompetencerne til at ”integrere bevægelse i undervisningen”. Det viser en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Men helt ærligt – problemet er ikke viden. Eller kommissioner. Eller skolernes rammer. Eller lærernes kompetencer. På Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside ligger der 54 (!) rapporter om reformen. Er det ikke nok?
Problemet er snarere prioritering. Selv samme rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet peger på to forhold, som er afgørende for, om nye lærere er klædt på til at arbejde med bevægelse i folkeskolen.
For det første afhænger det af underviseren på læreruddannelsen – og om vedkommendes ”holdning til bevægelse i relation til faglig læring”. For det andet afhænger det af den lærerstuderendes ”interesser, prioritering og således efterspørgsel” – om han eller hun søger viden om bevægelse i fagene.
Altså kort sagt: Det afhænger af om underviserne på læreruddannelsen har lyst til at undervise i bevægelse, og det afhænger af, om de lærerstuderende vælger de fag, der handler om bevægelse.
Lad os lige huske på, hvad der er på spil her: Bevægelse gør beviseligt børnene – små som store – mere læringsparate. 45-minutters-kravet kan vel ses som en grundlæggende erkendelse af, at tilstedeværelsen af daglig bevægelse og motion er næsten lige så vigtigt for et godt liv, som ordentlig mad og søvn.
Jeg har enorm respekt for det værdifulde arbejde, der hver eneste dag udføres af lærerne. Men når vi har besluttet, at skolerne skal aktivere børnene fysisk i tre kvarter om dagen, så skylder vi også at implementere den beslutning ordentligt. De ansvarlige må ganske enkelt handle.
Idræt tæller naturligvis med som bevægelse, så det er reelt kun 2-3 gange om ugen, at skolerne skal integrere bevægelse i andre fag. Det handler ikke om, at hver eneste fysiske aktivitet fra A-Z skal være et studie i pædagogisk og didaktisk perfektion. Det handler om respekt for vores børns læring og trivsel.
Man kunne starte timen med ti englehop. Lade eleverne ligge i planke, mens de læser en tekstbid. Eller bruge de korte pauser til at strække armene mod loftet og samle tankerne. Mulighederne er talrige.
Det her er ikke kun kritik. Det er også et opråb til alle – herunder forældre – om at droppe undskyldningerne for ikke at tage børn og unges daglige motion alvorligt.
Lad os nu bare komme i gang.