Danskerne skal tilbage i de sunde motionsvaner

På DFHOs årsdag blev der gjort status for 2021, men også set fremad. Året blev desværre ikke et år uden restriktioner med en langvarig nedlukning og en periode med byrdefuld kontrol af coronapas. Men det lysnede hen ad vej og især til sidst.

Fitnessbranchen blev top-of-mind 

Selvom endnu et år blev præget af Corona, så kan vi faktisk glæde os over, at fitnessbranchen sammen med den øvrige idræt rent faktisk blev prioriteret meget højt politisk i genåbningen og derfor også som nogle af de eneste kunne holde dørene åbne for de mere en 600.000 fitnessbrugere i den 3. coronabølge i slutningen af 2021. Mens hele kulturlivet, skoler, uddannelsesinstitutioner mv. måtte lukke ned, så blev danskernes sundhed og mulighed for at træne prioriteret.

Det skyldes i høj grad DFHO’s arbejde med at få sat fitnessbranchen på den offentlige og politiske dagsorden og på et fagligt grundlag kvalificere debatten om sundhed, smittespredning og konsekvenserne for branchen. '

Vi problematiserede den offentlige og politiske forståelse af, at sundhed alene handler om Corona. Og vi viste med egne undersøgelser, hvilken betydning nedlukningen af danskernes vante fitnesscenter havde for deres fysisk, mentale og sociale trivsel. Samtidig kvalificerede vi debatten om smittespredningen, så myten om, at der er en særlig risiko forbundet med træning, blev udfordret. Og ikke mindst påpegede vi de konsekvenser, det havde for branchen, både når det handlede om nedlukninger, og når det handlede om kontrol af Coronapas.

På den måde lykkedes det at få kvalificeret de politiske beslutningsprocesser om genåbning og behovet for restriktioner, så beslutningerne ikke beroede på antagelser, men på fakta. Det betød, at fitnessbranchen blev top of mind på den politiske dagsorden, og derfor både kunne åbne igen som nogle af de første, og ikke mindst forblive åbne på trods af stigende samfundssmitte.

Flere skal med i idrætsfællesskabet

Ovenpå to år med Corona skal vi nu se fremad. Vi skal have danskerne tilbage i de sunde motionsvaner, og vi skal have endnu flere med i idrætsfællesskabet. Derfor vil vi i DFHO også arbejde for, at støttestrukturen af idrætten ændres, så det i højere grad bliver muligt at samarbejde på tværs af foreningsidrætten og den private idræt og dermed nå en bredere del af befolkningen. Og vi arbejder på at få indført et motionsfradrag, så pengepungen ikke bliver en barriere for, om man har mulighed for at være med i idrætsfællesskaberne.